Sne i Danmark - et pauserum? Billede af Jørgens værksted.

Danmark i sne. Det er da skønt. I Jylland er de vist endnu mere hårdt ramt end her i København? Således ved jeg at min moster Gitte (Madam Blå) har været sneet inde i Ålborg - uden særlig mange smøger på lager? Stakkels Gitte. Mere bekymret er jeg dog for min kære mormor, som bruger rolator og plejer at handle for alle naboerne i sit lille beskyttede boligområde også i Ålborg?) Torsdag morgen blev al kørsel for min institutions børn afbrudt, så kun 2 børn ud af 30 kunne komme i børnehave. Vi savnede børnene, men vi nød da dagen og fik foretaget mange forberedelser, holdt ad-hoc gode møder om trivsel, arbejdsmiljø, etik og samarbejde - så intet er så skidt så det ikke er godt for noget - vi sendte også hinanden lidt før hjem, efter vi først havde set hinanden i øjnene og talt om: Kan vi tåle skjult kamera? Og det kan vi sgu godt dernede i i Hvalen! Og vi vil blive ved med at holde øje! Hvor priviligeret en leder kan man have lov til at være? Jeg har nogle fantastiske medarbejdere? Og det skal være mit fokus - at have gode, og velkvalificerede medarbejdere med en høj etisk standard og en god moral - sådan ligesom dem jeg har nu!!!.
I Svejbæk, nær Silkeborg hos Kirsten og Jørgen - har det hvide også sne'get sig ind i baghaven. Her ser I et smukt billede af Jørgens værksted. Det forlyder at Jørgen trodser de høje snedynger, - og sørger for at de fugle der kommer deres luftvej forbi haven, bliver fodret. Og skal vi ikke lade både billedet og livet stå et øjeblik, og bruge fuglefodringen som metafor for: "Hvad er det vi prioriterer hver især i vores liv?" - imens vi tænker: "Hvad pokker er det der gør at vi har så travlt til hverdag? Hvad er det vi skal nå? Hvorfor hundser vi med hinanden? Har vi så meget tid tilovers, at vi skal bruge den på at bebrejde hinanden eller skælde hinanden ud? At vi skal skynde på eller gøre hævn? At vi skal retfærdiggøre alle handlinger? At nogen skal tænke, at de er bedre end andre? At nogen skal have mere end andre? Skal vi dele det vi har eller skal jeg holde på mit eget? (Kommer u-værgeligt til at tænke på gær-konflikten for en del år siden?) Skal jeg hjælpe min nabo eller skal jeg lade ham sejle sin egen snedrive? " For ikke at det skal lyde af bar sure opstød - så: "Respekt for naturen, som indimellem går ind og beslutter noget andet for os i vores liv, sætter alt i perspektiv og beslutter for os hvad vi kan eller ikke kan. Respekt for det smukke i verden og respekt for dem der hjælper alle dem der er i nød overalt i verden!" (Jeg kender en klog kvinde - som har en tro på at intet er tilfældigt i denne verden. Mon ikke sådan en snestorm eller andet naturindsæt, så dukker op der hvor vi har allermest brug for at stoppe op og tænke lidt over: "Hvad er det egentligt livet handler om ? Og hvem vil vi gerne dele vores liv med? Og fik vi lige fortalt de mennesker vi holder allermest af i verden - hvad vi tænkte om dem? Sne over Danmark - måske er jeg sneet inde imorgen? Måske bliver jeg ikke gravet ud - Bryggen er jo meget udsat med havn m.m.? Så hvis jeg skulle nå at sige noget til nogen så ville jeg sige: Til min far - at jeg elsker ham og han er det menneske i verden jeg respekterer allermest. Han har en stoisk ro, som udviser at, hvis vi er i selskab sammen, kan intet uforudset ske. Skulle det ske - og min far ikke havde set det, er jeg sikker på at det ville blive overset og vi kunne fortsætte som intet var hændt. Min far er tryghed. Min far er tillid. Og min far er det klogeste menneske i verden - tror jeg. Udover sin klogskab besiddder han en meget stor humor og det bedste i verden for mig er når min far griner. Til min mor ville jeg fortælle, at hun dog var det sødeste menneske i verden. Alt det du ikke gad stå op om morgenen for at gøre for dig selv - det ville min mor gøre for dig. Hun er det hjerteligste og varmeste menneske i verden. Hun sætter desværre altid gerne sig selv til side for at opfylde andre menneskers behov og ønsker. Hun elsker sine børnebørn så meget at de er en del stor del af hendes liv og det gælder omvendt også for børnebørnene. De elsker momor/morfar/farmor/farfar. Min mor tænker meget på at hjælpe andre og tak for det. Til min bror Jens ville jeg sige: Jeg har lært at leve med dig Jens - ment som - dengang jeg var lille og du var endnu mindre var du bare en pestilens, som det er med mindre søskende. Du skulle absolut tiltrække dig alt opmærksomheden, med alle dine mærkværdige sygdomme - nævner kun lige falsk strubehoste! Skulle det være noget særligt? Som ung og voksen har jeg lært dig at kende som en lun og dejlig bror der ihvertfald sætter sine egne børn højest i verden. Hvis jeg blev bedt om at skrive på din gravsten, ville jeg skrive: Hypokondri - var den eneste sygdom han ikke led af - alt andet fejlede han. Du deler den samme skønne humor som jeg og jeg ville ønske at vi sås meget mere. Til mine børn ville jeg ikke sige så meget - for de ved JEG ELSKER DEM overalt på jorden og de ved hvorfor - det har jeg heldigvis sørget for at fortælle løbende og altid. Nå men sneen falder, det er smukt - men vi bliver inde og passer vores snue og hoste.