Kroppens forfald / contra fitness / contra plastikoperationer?

Min gode gamle kollega - Gurli, præsenterede mig - i tidernes morgen for udsagnet "Kroppens forfald". Hvis jeg dengang som 26 årig overhovedet tillod mig at benævne noget som f.eks hovedpine, ondt i ryggen, lændesmerter eller hvad pokker; så sagde Gurli - det er kroppens forfald. Altså - Gurli var spejder, kunne passe 20 børn med den ene side af øjenvidden, stege grillpølser til 40, incl. snobrød - samtidig med at hun planlagde morgendagens skattejagt og sørgede for at hendes kolleger havde det forrygende. Vel at mærke hun selvfølgelig forinden havde sørget for at alle skiene var smurte og alle børn var renskurede inden aftensmaden. Når Gurli havde fri, rejste hun udi verdenen iført rygsæk og alt hendes tøj var rødt - for så var det jo nemmere når man gik på vaskeri. Når hvilken som helst skavank eller kropslig gene dukker op, er min første indskydelse: Det er kroppens forfald. Jeg er sikker på at Gurli har ret. Vel at mærke har jeg jo så siden jeg var 26 tænkt, ja - ja, jeg kan vel underminere processen! Jeg går sgu da til noget fitness eller noget træning? Sådan gik der 20 år! Det første der begyndte at hænge, var øjenlågene - nå ja dem kan man da for så vidt vel heller ikke træne så meget?? Måske kunne man åbne lukke dem flere gange om dagen? Og tro mig - jeg har prøvet at lukke øjnene for hvad som helst - ligesom jeg også indimellem i glimt har fået en øjenåbner. Hverken eller bedre - de hang. Plastikoperation hedder det vel - når man således får skåret noget af? Og det fik jeg. For pokker for en øjenåbner. Ikke mindst når man ligger der på bordet og tror ens øjne er lukkede - og lyset vælter ind fordi øjenlågene selvfølgelig er skåret op og p.t. venter på en klipning - nej klipningen er for så vidt foretaget - de venter på en reduktion og ikke mindst en sammensyning. Efter 2 uger var resultatet bemærkelsesværdigt pænt. Min omgangskreds kommenterede med at jeg så godt ud, jeg så frisk ud - ja jeg var måske vågnet lidt op? Aldrig havde jeg været pænere? Nej - det er lyv, den kommentar fik jeg faktisk først efter John havde forladt hjemmet. Da sagde mine veninder til mig, at nu strålede jeg ligeså meget, - som dengang før? Mine øjne havde fået en anden indre glød og de syntes at jeg så bedre ud end nogensinde. (Der er vel ikke nogen som veninder der kan sætte gang i en opmuntringsfase?) Nå nu står resten af kroppen jo så tilbage? Jeg ønsker at fastholde, at min hjerne i det mindste fungerer; omend lidt langsomt men... Så er der jo resten? Fitnesscenter? Plastikoperationer? Måske skal jeg henholde mig til mit sidste citat: Forandringer spørger ikke om lov,- de kommer bare. Så kan jeg vel se hvad der sker? Det kunne jo falde ud til min fordel? Skal til slut lige sige: Jeg er 165 høj og vejer et eller andet sted ml. 64 og 68 kilo? Min BMI ligger på 24. Og stadig som min profil (og min far) siger: Køn er jeg ikke, men jeg er varmt klædt på ? Er det bekymrende? Der siges jo så meget?