Uforglemmelig og helt fantastisk morsom Nytårsferie! Sådan sluttede et dejligt år 2009. Til gentagne toner fra Rasmus Seebach's cd. En særlig fornøjelse for mig var, at være sammen med min dejlige bror nytåret over. Jens har det med at snige sig ind fra højre - uden at blive bemærket. Til gengæld er hans selskab - når det bliver opdaget, aldrig til at tage fejl af - og forrygende morsomt - syn's han selv, ja - og ditto hans søster, ihvertfald. Vi løber ikke hinanden på dørene til hverdag, til gengæld er vi ligeså nært forbundne som udtrykket pot og pande, når vi er sammen. En vandretur på Troldhøj 1. nytårsdag gav mig mulighed for at være alene for en stund med min kære lillebror, på trods af mange andre voksne og en masse børn, som sakkede bagud. "Tror du vi går den rette vej?" spø'r Jens. "Vi har styr på retningen min bror - vi skal bare ligeud" "Lene - jeg vil gerne tabe 10 kilo. Tænk f.eks. engang på hvor langt vi skal gå for at brænde en plade Marabou eller 1½ liter cola af?" "Jens - jeg tror de andre er gået en anden vej - vi burde kunne høre ungerne! Her er alt for stille! Jeg kan ikke se nogen hverken bagud eller forud? Men jeg er sikker på hvis vi følger stien - så kommer vi ud af Troldhøjsskoven." "Skal vi ikke blive enige om at vi fremover selv henter grillmaden, fremfor at få bragt ud - når nu vi skal tabe os, min mave er ihvertfald blevet for stor - du ved, 10 kilo!?" - siger Jens midt i traumet om vildfarelse i Troldhøjsskoven. Man er vel storesøster - så efter at have tisset i bukserne af en blanding mellem grin og angst, besluttes at det selvfølgelig er en aftale. Forude ses kort efter et åbent snehvidt landskab, som aldrig før har været betrådt af mennesker. Vi er ikke helt sikre på om det er mark eller sø.. men vi vover os ud i feltet i håbet om at komme sikkert til parkeringspladsen. Midtvejs ude i det åbne, ubetrådte felt bemærker vi familielignende genstande bag os og et par af de der livlige unger foran os. Vi er i sikkerhed! (Den dag idag - priser jeg mig lykkelig over at vi ikke mødte nogle af de der Jyske Dræberkøer på turen.)
Vi ankommer - i live, omend en smule forkomne til parkeringspladsen, efter 30 minutters vandring gennem den kolde skov og henover det uforudsete hvide terræn og og gensynsglæden med resten af selskabet er stor! Der krammes og knuses med alle, hvorefter vi indtager vores pladser i de trygge biler. Min fars bil - som min bror har lånt til lejligheden, beslutter sig for ikke at ville køre i det glatte føre, hvorefter den gæve storsøster her - som en selvfølge tilbyder sin Zuperwoman's assistance til en "igangskubning". Det virker - bilen ruller, Jens er smart - stopper selvfølgelig ikke bilen, nu den er igang - hvorefter en meget James Bond-agtig storesøster må løbe ved siden af bilen - åbne sidedøren - og kaste sig ind i bilen i farten - og læg mærke til - vi kører altså mindst 5 kilometer i timen!!! Det er sgu da meget godt gået, når man tænker på at jeg dengang var 48!!! Kan nu meddele at den aftale der blev lavet i nødens stund, om at vi selv skal hente grillmaden - den holder! Der er intet, som tanken om at skulle miste - der alligevel er så livsbekræftende, fordi vi mærker savnet! Savn fortæller os, at vi elsker og når vi elsker - så er der håb forude! World peace!